Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bag træerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Har vi øjne? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hvad skal vi med den voldsomme?Hvad skal vi med den voldsomme? Hvad skal vi med den voldsomme? Hvad skal vi med den voldsomme?

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Afsavn. Udsagn. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Var der virkelig ild et sted? Hvem var det, der skrev: Uforståelige sætninger at klæde sig i Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Om andre byer, andre verdener.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Luften og jordens sange.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Blæste det virkeligt? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver dagen igang, stille. Solstorm.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Var jeg? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du, du. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg var i din krop, og du? Solstorm.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvilken nat fulgte efter natten? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Brev i april. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Skyen skjulte noget for fuglene.