Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Der var noget som åbnede sig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg var nøgen i de dage. Og vi vågnede. Kan jeg være i dette landskab? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Du siger noget om solen.Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvem var det, der skrev: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Vi har de samme øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Det kunne forsvinde. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Du kan være i dette landskab. Jeg forsvinder ikke. Mørket kaldte vi bare for mørket. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Var jeg stille?

Du siger mit navn. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Det var skovene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og en anden dag: Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sådan svarede du.

Der var noget som åbnede sig. Et genert rum, et intimt rum. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Kan jeg være i dette landskab? Og ord, og ord, og. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Mod de yderste bjerge. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Når du rør mig er vi hinanden.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og ord, og ord, og.

Vi har de samme øjne. Og vi vågnede.

Jeg hviskede ind i din drøm. Du må ikke. Ikke glemme floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.