Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.