Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Tågen i skovene i udsigten. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Bøgerne varslede en kommende tid. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Sms i den lysende sommer.
Om andre byer, andre verdener. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Noter. Beskrivelser. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sandøjne. Du havde tabt en linje i min drøm. Var disse linjer virkeligt virkelige?
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Vidste du det? I bussen skrev jeg en sms til dig. Og vi vågnede. Dine diamanter lyser i min mund. Det dybeste af alt er huden? Sad jeg alene?
Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var nøgen i de dage. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.
De vigtigste. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.
Skriv mig ind i dine læber. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.
Vi har de samme øjne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.
I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Du må ikke forsvinde. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.
Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Ikke søge ly i den flod.
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Ord. Du kan være i dette landskab. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.
Her er dagen allerede langt foran mig. Det her er ingen leg. Sletten forvandler sig til mørke og sten.
Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Udsigten var håbløs. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Sletten forvandler sig til mørke og sten.
Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du må ikke forsvinde. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. At tale var blevet uoverskueligt.