Ord. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Der var intet som skulle glemmes. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Ring til mig uden grund.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Muren omkring ordene. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Kan jeg skrive sådan? Bag træerne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Intimiteten, skriften.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sætningerne er et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg bladrer i en tilfældig bog. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg har skrevet et kort til dig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

At forvandle dette rum til et andet.

Ordene flår i det inderste.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Noter. Beskrivelser. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sådan svarede du. Vidste du det? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Det var før du kunne forsvinde.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Der hang figner henover udsigten.

Derinde bag skoven. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.