Intimiteten i skriften

Jeg ville dig. Luften og jordens sange. Sådan svarede du. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Luften og jordens sange. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vidste du det? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Ring til mig uden grund.

Du siger mit navn. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Hvem var det, der skrev: Afsavn. Udsagn.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Der var intet som skulle glemmes. Ord. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

På et stort stykke hvidt papir.På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. Giver det mening? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Rundt på tingene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg var i din krop, og du? Øjne af regn fra det travle. Vi, gamle tanker om stilheden. Jeg læste dine linjer

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Vi, med det stille. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: I læberne og i huden. Rundt på tingene. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Giver det mening? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Du må ikke forsvinde. Er det?

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Der var intet som skulle glemmes.