Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg har skrevet et kort til dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det gør ikke noget. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Og en anden dag: Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Intimiteten i skriften.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Stod imod, men skrev: intet. Det var ikke markerne jeg kom fra. Sådan noget. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Grå. Der var noget som åbnede sig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Var jeg stille? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg var nøgen i de dage. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Glashænder. Det er bare.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Uforståelige sætninger at klæde sig i Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Stjernekontinent.

Dine sætninger. Min skrift er farvet af sig selv.Min skrift er farvet af sig selv. Min skrift er farvet af sig selv.

Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg har skrevet et kort. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Træk mig helt ned. Uden grund. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Jeg læste dine linjer Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Der var noget som åbnede sig. Var jeg stille?

Som nu. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Var disse linjer virkeligt virkelige? Giver det mening? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. At tale var blevet uoverskueligt.