Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg sad alene i solen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Så var der en, der lyttede til skovene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Et genert rum, et intimt rum. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Alting ligger bag alting. Jeg skrev mig vild i de dage.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ikke.Ikke. Ikke. Jeg kunne mærke dit hjerte.Jeg kunne mærke dit hjerte. Jeg kunne mærke dit hjerte. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Kan jeg skrive sådan? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stjernekontinent. Der var noget som åbnede sig. Hvad vil disse knuste sætninger? Sådan svarede du.Sådan svarede du.
 
Solstorm. Jeg skriver dagen igang, stille.

I et efterår ville jeg være flov. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Sætningerne er et hav. Vi, de mindste detaljer. At tegne øjne i sætninger.

Intimiteten, skriften. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;