Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvilke krystaller lyste i dine ord?
Og en anden dag: Det var ikke skovene jeg kom fra.
Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Du foldede dig ind i mine ord.
Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Dansende, legende, lyttende. Jeg ryster en tilfældig bog.
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Var disse linjer virkeligt virkelige?
Vores land. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Der var noget som åbnede sig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne? Sletten forvandler sig til mørke og sten.
I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Giver det mening? Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Vi har de samme øjne.
Du siger noget. Du, du. Jeg har skrevet et kort. Glemmes? Sad jeg alene? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Rifterne, rifterne.
Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.
Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Du siger noget om solen.
Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
Bag træerne. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!
Sådan er det.
Du trak mig med til de yderste bjerge. Vi har de samme øjne.
Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Og ord, og ord, og. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.