Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg har skrevet et kort til dig. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når du siger mit navn, svarer min krop. Noter. Beskrivelser. Stod imod, men skrev: intet.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Du lod himlen hvile. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ikke søge ly.

Og vi vågnede. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Dette langsomme blik imod stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Du siger noget. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg skriver dagen igang, stille. Afsavn. Udsagn. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. De vigtigste. Du siger noget om solen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.