Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ude ved fabrikkerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Hvilken nat fulgte efter natten? Dine sætninger.

På en rude. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Som at læse glemte aviser. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Er det? Under den blå, blå himmel. Du må ikke forsvinde.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Kan jeg være i dette landskab? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Bordet vipper. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Brev i april.

Det er bare. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Vidste du det? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Alting ligger bag alting.

Dette langsomme blik imod stenene. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.