Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Har vi de samme øjne? Kan jeg være i dette landskab? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg sad alene i solen. På en rude. Over murbrokkerne. Sådan noget. Jeg er på den anden side af havet. Mørket kaldte vi bare for mørket. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Og vi. Dagene. Ugerne. Vennerne. Er du på den anden side af havet?

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Et brev. Taster en sætning i mørket, i lyset.

Hvis jeg ville have dit blik.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Muren omkring ordene. Blæste det virkeligt? Det er bare. Giver det mening? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Giver det mening? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og vi vågnede. Du må forsvinde.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.