Du trak mig med til de yderste bjerge. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Derinde bag skoven. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Var det skovene du kom fra? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Og vi vågnede. Dine diamanter lyser i min mund.

Vi har hverken gardiner eller travlt.Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg er på den anden side af havet. Dine sætninger.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det her er ingen leg.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Det var ikke markerne jeg kom fra. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Var det skovene du kom fra?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Intimiteten i skriften Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du siger noget om solen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Du trak mig med til de yderste bjerge.

Du, du. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Som nu i morges: Jeg var i din krop, og du? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad skulle glemmes? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Er du på den anden side af havet? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

På en rude.

Brev i april. Vi har de samme øjne. Muren omkring ordene. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Det er bare. Farvede ordene milde. Solstorm.Solstorm. Solstorm. Solstorm. Jeg læste dine linjer Ordene, små toppe af skum.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.