Bag træerne. Gennem hullet i hegnet. Jeg sad alene i solen. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At forvandle dette rum til et andet. Hvad skulle glemmes? Var det skovene du kom fra? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Du siger noget om solen.
Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.
Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Bag træerne.
Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev intet ned i den periode.
Blæste det virkeligt? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan svarede du. Stod imod, men skrev: intet. Intimiteten i skriften Det dybeste af alt er huden?
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvad tæller du til? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.
Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Bag træerne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Træerne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skriver dagen igang, stille.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Mørket kaldte vi bare for mørket. Her er natten allerede langt bag mig. Intimiteten i skriften
Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak!
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg bladrer i en tilfældig bog.
Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sætningerne er et hav. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.