Altid er det dette langsomme blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Vi er en samtale bag øjnene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Har vi de samme øjne?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Har vi de samme øjne? Et genert rum, et intimt rum.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Lyset i ørknen i udsigten. Under den blå, blå himmel. Der er en som dresser up til dans. Derinde bag bjergene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Markerne, du? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Et brev.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg forsvinder. De. Jeg drak det tørre. Når dine øjne.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det handler om overfladen.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Zeitgeist. Shit. Show. Oppe på bakken. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Hvilken dag fulgte efter dagen? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Kan jeg skrive sådan? I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Der var intet som skulle glemmes. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Alting ligger bag alting. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.