Var jeg stille? Du siger noget om solen. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg var i din krop, og du? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

På et stort stykke hvidt. Et rum, et rum. Vi, øjne. Uden grund.

Og ord, og ord, og.Og ord, og ord, og. Og ord, og ord, og. Og ord, og ord, og. Vi, hudløse. Jeg var nøgen. Du, dine øjne.Du, dine øjne. Du, dine øjne. Du, dine øjne. Du, dine øjne.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Den sindssyge himmel. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Under solen, dine øjne som blitzkrieg.

Badeferien. Årene. Stofferne. I natten poppede samtalerne op. Bag diamanterne.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du kan være i dette landskab. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Var det markerne du kom fra?

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Udsigten var håbløs.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et brev. Ord. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. På en rude. Tågen i skovene i udsigten. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Var det markerne du kom fra?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg var i din krop, og du? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ikke glemme floderne i ørerne. Dine sætninger.

Og vi vågnede.

At forvandle dette rum til et andet. Jeg har skrevet et kort til dig. Skriv mig ind i dine læber. Vi har de samme øjne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du, du. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Der var noget som åbnede sig.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sad alene i solen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.