Brev i april. Sådan svarede du.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sætningerne er et hav. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!
Under den grå, grå himmel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste.
I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Dine diamanter lyser i min mund. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Bag træerne. Dagene. Ugerne. Bag stemplerne.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. På en rude.På en rude.
Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev mig vild i de dage. Bøgerne tegnede deres egen retning. Du skrev ikke længere. Solstorm. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.
Jeg sejler: alting sejler! I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Sletten forvandler sig til mørke og sten.
Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.
De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vores land. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;
Blå. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Hvad tæller du til? Hvilken dag fulgte efter dagen?Hvilken dag fulgte efter dagen? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Vores land. Vi har hverken gardiner eller travlt.
Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mørket kaldte vi bare for mørket. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.