I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Dine diamanter lyser i min mund. Oppe på bakken. Over murbrokkerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. På en rude. Tågen i skovene i udsigten.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Stod imod, men skrev: intet. Der hang figner henover udsigten. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Et genert rum, et intimt rum. Farvede ordene milde.

Ilden.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. På en rude. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Ordene, små toppe af skum. Har vi de samme øjne? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der hang figner henover udsigten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sad alene i solen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg sad alene i solen.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvad skulle glemmes? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Skriv i dine læber. Det var før du. Hvad tæller du til? Sætningerne er et hav. Var det markerne du kom fra? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sådan er det.

Jeg forsvinder ikke.Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Kan skriften være genert? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Muren omkring ordene.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Hvem var det, der skrev: Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sad jeg alene? Det var ikke skovene jeg kom fra. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Jeg, du, den.

Du må ikke forsvinde. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sådan svarede du. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan er det. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg tror, du havde glemt den der.