Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Sådan svarede du. Stjernekontinent. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Ordene, små toppe af skum. Hvem var det, der skrev: Øjne af regn fra det travle.

Der var en morgen, et stykke af himlen.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg så små rystelser. Bordet vipper. Vores. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg bladrer i en tilfældig bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Var jeg stille? Som nu i morges: Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Tågen i skovene i udsigten. Du siger noget om solen. I læberne og i huden. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Har vi de samme øjne? Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Et genert rum, et intimt rum.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sad jeg alene?Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Et genert rum, et intimt rum. Under den blå, blå himmel.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det er bare. Blæste det virkeligt? For hvert lag af betydning i stenene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.