På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Verden og dens lytten til sig selv. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver dagen igang, stille.

Hvad vil disse knuste sætninger?

Min krop vipper. Mail i november. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Sms i den lysende sommer. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Det er bare. Dagene. Ugerne. Vennerne. Bagefter sad jeg i timer og læste.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Kan skriften være genert?

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg læste glitrende blade. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan svarede du. At tale var blevet uoverskueligt.

For hvert lag af betydning i stenene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Sandet. Kan jeg skrive sådan? Jeg har skrevet et kort til dig. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Bagefter sad jeg i timer og læste. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev intet ned i den periode. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.