Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bagefter sad jeg i timer og læste. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Blæste det virkeligt? Hvem var det, der skrev:

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Kan jeg skrive sådan? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Der hang figner henover udsigten. Træerne. Jeg skrev mig vild i de dage. Afsavn. Udsagn.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Oplæsning for intetheden. Uforståelige sætninger at klæde sig i Vores land. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Sætningerne er et hav.

På en rude. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg sad alene i solen. Altid er det dette langsomme blik. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I bussen skrev jeg en sms til dig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Du kan være i dette landskab. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nu er der en uro i kroppen. At tale var blevet uoverskueligt.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Afsavn. Udsigten var håbløs. Det er bare. Jeg er på den anden side af havet.

Hvem var det, der skrev: Et brev. Sandet. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Det dybeste af alt er huden? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.