Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ord. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi har hverken gardiner eller travlt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Som nu i morges: Udsigten var håbløs. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.
Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Der var intet som skulle glemmes. Vi har de samme øjne.
Jeg forsvinder ikke. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Intimiteten i skriften Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Under den blå, blå himmel.
Du siger noget om solen. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Solens sind.
Som at læse glemte aviser.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.
Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Jeg tænker smukke øjne. Ordene, små toppe af skum.
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Et genert rum, et intimt rum. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?
Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Og en anden dag: Jeg sejler: alting sejler!
Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.
Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.
Regnvejrsmeteor. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Mine gadgets er hvide som dine knogler.