Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Skyen skjulte noget for fuglene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Har vi de samme øjne? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hvilken nat fulgte efter natten?

Ilden. Et brev. Stod imod, men skrev: intet. Har vi de samme øjne? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Hvem var det, der skrev: Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Sætningerne er et hav. Der var noget som åbnede sig. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det handler om overfladen. Nu er der en uro i kroppen.

Det handler om overfladen. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bag træerne.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Oppe på bakken. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det var før du kunne forsvinde.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg var nøgen i de dage. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.