Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg skrev intet ned i den periode. Et genert rum, et intimt rum. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg forsvinder. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Var dine drømme imellem læber?

Det var før du kunne forsvinde. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Luften og jordens sange. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Og vi vågnede. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Stjernekontinent. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Alting ligger bag alting. Vi stod derinde.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det her er en leg.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Lysene lyste. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Solstorm. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sætningerne er et hav. Det var ikke skovene jeg kom fra. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Blå.

Har vi de samme øjne? Jeg sad alene i solen. Under den blå, blå himmel. Den sindssyge himmel.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Gennem hullet i hegnet.

Her er natten allerede langt bag mig. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.