Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.