Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg havde endnu ikke mødt dig.
 
Hvad skulle glemmes? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du, du. Du, du. Intet ligger bag intet.
 
I natten, en fjern stemme, søvn. Du siger noget om solen. Jeg har skrevet et kort til dig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Som i morges. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det var før du kunne forsvinde. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.
 
Rifterne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).
 
Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Jeg havde glemt den. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.
 
Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriftenIntimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.
 
Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Du havde tabt en linje i min drøm. Ilden. Mail i november. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Farverne. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.
 
Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Blå øjne mod den milde himmel. Der er en som dresser up til dans. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du trak mig med til de yderste bjerge.
 
Jeg havde glemt den. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum. Afsavn. Trak du de yderste bjerge? Bagefter, henover en tøven.

Der hang en nice frugt og dinglede. Havde du kysset en anden? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Skrid, svarede du.
 
Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Intimiteten i skriften Oplæsning for intetheden.