Intet, jeg modtog intet. Jeg fandt en linje et sted under min reol. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.
 
Hvor længe havde du drevet i vinden? Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Det her er ingen leg. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hvor længe havde du drevet i vinden?
 
Mine linjer kommer igen. Der hang figner henover udsigten. At lytte gav ikke længere mening.

En flamme slog op af min hals. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Farvede lidt sort i din ørken.
 
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Derinde bag skoven. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Den sindssyge himmel. Du siger noget om solen. Bag træerne.
 
Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Gennem hullet i min hjerne. Der lå figner på jorden. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Så trak dagen langsomt på øjne. Lyskrydset. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Brændte det friske løv virkeligt? At tale var blevet uoverskueligt. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.
 
Nordlyset tøver i vores stemmer. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”