Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Skriv mig ind i dine læber.Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber.

Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan er det. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Der var noget som åbnede sig. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg forsvinder ikke. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg sad alene i solen.

Du må ikke forsvinde. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Og vi vågnede. Oplæsning for intetheden.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad tæller du til? Luften og jordens sange. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Sætningerne er et hav. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Udsigten var håbløs. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Hvor vil det ødelagte sprog hen?Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Oplæsning for intetheden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.