Ikke søge ly i den flod. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget som åbnede sig.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Muren omkring ordene. Tågen i skovene i udsigten.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dine diamanter lyser i min mund. Du må ikke forsvinde. Jeg er på den anden side af havet.

Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var det markerne du kom fra? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Sådan svarede du.

Og vi vågnede. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Derinde bag skoven. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Sætningerne er et hav. Over murbrokkerne.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg læste dine linjer

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Kan jeg skrive sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Det var før du kunne forsvinde.Det var før du kunne forsvinde. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi har de samme øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Bag træerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At forvandle dette rum til et andet. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. På en rude. Var det skovene du kom fra? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Tågen i skovene i udsigten. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.