Hvad skulle glemmes? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Dagene. Ugerne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Stjernekontinent. Ikke søge ly i den flod.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Solstorm. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Vi har hverken gardiner eller travlt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.
Jeg læste dine linjer
I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ilden. Der var noget som åbnede sig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav. Jeg havde endnu ikke mødt dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Vi har de samme øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Noter. Beskrivelser.
Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hvem var det, der skrev: Dine sætninger.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne? At tale var blevet uoverskueligt. Mørket kaldte vi bare for mørket.
Solstorm.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.
Dagene. Ugerne. Vennerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et genert rum, et intimt rum. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det markerne du kom fra? Blå.
Altid er det dette langsomme blik. På et stort stykke hvidt papir.
Afsavn. Udsagn. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
Jeg skrev intet ned i den periode. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Dagene. Ugerne. Her er dagen allerede langt foran mig. På en rude. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Bag træerne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Over murbrokkerne. Det her er ingen leg.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som at læse glemte aviser.
På en rude. Grå. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.