I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du siger noget om solen. Som at læse glemte aviser. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det gør ikke noget.

Har vi de samme øjne?

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det gør ikke noget. Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Den sindssyge himmel. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Og en anden dag: Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Tågen i skovene i udsigten.

Kan jeg skrive sådan? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Kalken. At tale var blevet uoverskueligt. På en rude. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Muren omkring ordene. Brev i april. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Hvad skulle glemmes? Du siger noget om solen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ilden. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

For hvert lag af betydning i stenene.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg skrev mig vild i de dage. Ord. Og en anden dag:

Farvede ordene milde. Vi har hverken gardiner eller travlt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Var der virkelig ild et sted?

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det var ikke markerne jeg kom fra. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.