Hav d 12.01.17 14:57:12 til 14:58:02

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg forsvandt.

Kalken. Solstorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Samtale d 12.01.17 14:51:26 til 14:53:26

Jeg, ikke dig.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Solstorm. På en rude. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det gør noget. Bøgerne tegnede deres egen retning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Hav d 12.01.17 14:45:57 til 14:46:31

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Landskab d 12.01.17 14:44:13 til 14:44:38

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg læste dine linjer Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.