Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Bag træerne. Over murbrokkerne.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Lysene lyste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det handler om overfladen. Jeg skriver dagen igang, stille.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det var ikke skovene jeg kom fra. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og vi vågnede. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Derinde bag skoven.

Som nu i morges: Den sindssyge himmel.

Solens sind. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg er på den anden side af havet.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Ordene, små toppe af skum. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Et brev. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det var før du kunne forsvinde. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Et genert rum, et intimt rum. Jeg har skrevet et kort til dig. Vidste du? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Men noget blev i de tomme haller. Regnen, vinden imellem dine læber. Der var noget som åbnede sig.