Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Glashænder. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sådan trak du de yderste bjerge. På en rude. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Ring til mig uden grund. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Har vi de samme øjne? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der var intet som skulle glemmes.

Jeg har skrevet et kort til dig.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Blå øjne mod den milde himmel. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Og vi vågnede. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Du kan være i dette landskab. Ikke glemme floderne i ørerne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Blæste det virkeligt? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Ikke glemme floderne i ørerne. Farvede ordene milde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Er du på den anden side af havet?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Tågen i skovene i udsigten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.