Og vi vågnede.

Er du på den anden side af havet? Jeg læste i aviser, i glemslen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Du må forsvinde. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ord. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bagefter sad jeg i timer og læste. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Kalken. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Skyen skjulte noget for fuglene. Afsavn. Udsagn. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Den bekymrede er ude af sig selv.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg sad alene i solen. Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvilken nat fulgte efter natten?Hvilken nat fulgte efter natten? Hvilken nat fulgte efter natten?

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Dagene. Ugerne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg sad alene i solen. Det her er ingen leg. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sådan noget. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.