De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Oppe på bakken. Kalken. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Blå.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Gennem hullet i hegnet. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Ikke var muligt at komme derind. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Som at læse glemte aviser. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Oppe på bakken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Altid er det dette langsomme blik. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Derinde bag skoven. Træerne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det gør ikke noget. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I natten, en fjern stemme, søvn. Kan jeg skrive sådan? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.