Og en anden dag: Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var intet som skulle glemmes. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg var i din krop, og du? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før du kunne forsvinde.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Nu er der en uro i kroppen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

På en rude. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederneDa vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvem var det, der skrev: Du siger noget om solen.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Som at læse glemte aviser. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Har vi de samme øjne? Ok, svarede du. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Sandet. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Nordlysets sitren i din stemme. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Et brev. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Et genert rum, et intimt rum. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det gør ikke noget. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Det handler om overfladen. Bordet vipper. Stod imod, men skrev: intet.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du kan være i dette landskab. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.