På en rude.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn. I natten, en fjern stemme, søvn.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Når du siger mit navn, svarer min krop. At tale var blevet uoverskueligt. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Bøgerne tegnede deres egen retning. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Stod imod, men skrev: intet. Bagefter sad jeg i timer og læste. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg skrev intet ned i den periode. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Hvad skulle glemmes? Det kunne forsvinde. Jeg skrev intet ned i den periode.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vidste du det? At forvandle dette rum til et andet. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Et brev. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg ser dig.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Og ord, og ord, og. Var det bare regnen? Jeg læste dine linjer På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Der var noget som åbnede sig. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Har vi de samme øjne? Afsavn. Stjernekontinent. Du siger noget om solen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Kan jeg skrive sådan?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er et hav. I natten, en fjern stemme, søvn.

For hvert lag af betydning i stenene. Det ,der hænger. Men mit sprog er ikke fjendtligt. At dette andet. Et brev.

Der var noget som. Jeg skriver dagen igang, stille. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Noter. Beskrivelser. Sådan her.