Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Dine øjne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var det markerne du kom fra? Sådan er det. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

I læberne og i huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. Dagene. Ugerne. Vennerne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Vigtigste. Intimiteten i skriften. Min ene pen er rød og den anden sort. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine diamanter lyser. Ring til mig. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Kan jeg være?Kan jeg være? Kan jeg være? Kan jeg være? Kan jeg være? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Skyen skjulte noget for fuglene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Skyen skjulte noget for fuglene. Dine diamanter lyser i min mund.

Derinde bag skoven. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Kan jeg være i dette landskab? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Er det?

At se dig. Hver morgen: Wow! Når du siger mit navn, svarer min krop. Og vi. Jeg var i morges. Sådan her. I læberne og i huden. Et genert rum, et intimt rum.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.