På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Glemmes?

For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg sejlede omkring på alt. Når du siger mit navn, svarer min krop. De yderste kyster, en grøn sten.De yderste kyster, en grøn sten. De yderste kyster, en grøn sten. De yderste kyster, en grøn sten. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Vi, øjne.Vi, øjne. Vi, øjne. Da blev jeg bange. Det var skovene. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Når vores kroppe er hinanden. Dine diamanter lyser i min mund.
 
Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Afsavn. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Du, du. Når dine øjne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Dagene alene på landet. Du siger noget. Jeg sejlede omkring på alt. Om andre byer, andre verdener. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Regnvejrsmeteor. Bøgerne var de eneste. Min skrift er farvet af sig selv. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Som nu i morges:

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Nordlyset tøver i vores stemmer.
 
Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Der var noget som gled med videre. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg læste i aviser, i glemslen.Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.
 
Under murbrokkerne. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Bag træerne. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Min skrift er farvet af sig selv. Bagefter sad jeg i timer og læste. Det ,der hænger. Vi har de samme øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.