Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Oppe på bakken. Grå. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg læste dine linjer.

Den sindssyge himmel.

Du skrev et sår i min fremtid. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Var sætningerne et skred af betydning? Jeg ryster en tilfældig bog. Vigtigste. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Ikke floderne i ørerne. Jeg har skrevet et kort til dig. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg har skrevet et kort til dig.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Dine sætninger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og h

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Har vi forskellige øjne? I dagen var en nær stemme næsten vågen. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Dette hurtige blik imod vandet. Nætterne. Ugerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg ikke det der. Hvor længe havde du drevet i vinden? Du trak de yderste bjerge. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Havde du kysset en anden?

Der var et script der skyggede for solen. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Verden og dens lytten til sig selv.

Intimiteten i skriften. Vi taler om andre betingelser for nærvær. På en mur.