Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Ude ved fabrikkerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rifterne, rifterne, rifterne. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvilken nat fulgte efter natten? Bagefter, henover en tøven. Mod de yderste bjerge. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg på din hud.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Om overfladen.

At tegne øjne i sætninger. Land.

På en skærm. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. I den periode: udsigten, stilheden. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Odense, Esbjerg, Roskilde. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Intimiteten i skriften. Trak jeg de yderste bjerge? Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg skriver dagen igang, stille. Vi, bag øjnene. Sætningerne er et hav. Sådan. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg ville dig.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. På havet.

Min ene pen er rød og den anden sort.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Jeg er på den anden side af havet.

Du havde tabt en linje i min drøm. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

I bussen skrev jeg en sms til

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Stjernekontinent. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg var din krop. Jeg har skrevet et kort til dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Og en anden nat: Og vi vågnede. Som at læse glemte aviser. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Du foldede dig ind i mine ord. Var det markerne du kom fra? Oplæsning for intetheden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Havde du en sten?

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Var der virkelig ild et sted?

Lyset i ørknen i udsigten. At tale var blevet uoverskueligt. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Stjernekontinent. De bløde bakker udenfor byen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte.