Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Kan jeg være i dette landskab? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Var det markerne du kom fra? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Hvad tæller du til? Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi er en samtale bag øjnene. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. I min mund.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Glemmes? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sådan noget. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Dine sætninger. Alting ligger bag alting. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Trak du de yderste bjerge?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sms i den lysende sommer. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. En flamme slog op af min hals. Der var noget som åbnede sig. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Som nu i morges: Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ikke var muligt at komme derind. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Min ene pen er rød og den anden sort. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Kan jeg være?

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dit navn var alt jeg hørte. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.