Jeg skrev intet ned i den periode. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Sandstorm. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du, dine øjne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sidst, i morges. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg er på den anden side. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg har skrevet et kort til dig.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Farverne. Brev i april. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Jeg tror, du havde glemt den der. Farvede et sår i dit første ord. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Bag diamanterne.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Vidste du?

Udsigten var håbløs.

På en rude.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det var ikke skovene jeg kom fra. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Du foldede dig ind i mine ord.

Sandstorm. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Under den blå, blå himmel. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Afsindighed. Udsalgsvarer. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Et genert, et intimt rum. Vi har gardiner. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Ok, svarede du. Du kan være. De bløde bakker udenfor byen. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.