Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Vores. Om andre byer, andre verdener. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Solstorm. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg skriver dagen igang, stille. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Dagene. Ugerne. Vennerne. Har vi de samme øjne?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Og en anden dag: Lysene lyste. Sandet. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Farvede et sår i dit første ord. Solens sind. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Bordet vipper. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg elsker at se dig.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Oppe på bakken. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dagene. Ugerne. Vennerne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Træerne. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du skrev et sår i min fremtid. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Der er en som dresser up til dans.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Under den blå, blå himmel. Kan jeg smile i dine sætninger? For hvert lag af betydning i det strømmende sand. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det er vinden gennem sivene. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Der hang en nice frugt og dinglede. Et brev. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Afsavn. Udsagn.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Stod imod, men gjorde intet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der var noget som gled med videre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Bøgerne var de eneste. Tingene tøver. Det ,der hænger. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi, øjne. Udsigten var håbfuld. Du kan være. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg, jeg. Det er wack! Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der er en som dresser up til dans. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Gennem hullet i min hjerne. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg hviskede ind i din drøm. Blæste det virkeligt? Sætningerne er et hav. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.