Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sætninger. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Månens sind. Jeg tror, du havde glemt den der. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det er aldrig det hurtige blik. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Jeg har skrevet et kort til dig. Bagefter sad jeg i timer og læste. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Kan skriften være genert?

Bøgerne varslede en kommende tid. Din krop? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Oplæsning for intetheden. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, d

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg skriver dagen igang, stille. Luften og jordens sange.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne var de eneste. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Hvad vil disse knuste sætninger? Luften og jordens sange. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og en anden dag: Et brev. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var før du. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Oplæsning for intetheden. Der var noget som gled med videre. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Træerne. Har vi forskellige øjne? Det generte i skriften.