Muren omkring ordene. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Vi har gardiner.

Luften og jordens sange.

Du må ikke forsvinde. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vidste du det? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Det dybeste af alt er huden. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Bøgerne varslede en kommende tid. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Brev i april.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Det generte i skriften. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Alene? Afsindighed. Udsalgsvarer. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Landet smuldrer, smuldrer. Og vi vågnede.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan? Stod imod, men gjorde intet.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Min ene pen er rød og den anden sort.

Månens sind. Nu skriver jeg igen på det stille. Afsindighed. Udsalgsvarer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Om andre byer, andre verdener.

På et stort stykke hvidt. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Et genert rum, et intimt rum. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Du siger noget. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det gør ikke noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ilden. Sætningerne er et hav.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Farvede ordene milde. Hvem var det, der skrev: Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Ilden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ilden. Ilden. Ilden.

Ilden. Ilden. Ilden. Ilden. Ilden.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Her er natten allerede langt bag mig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linj

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i m