Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Er du på den anden side af havet? Du må ikke forsvinde. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Der var intet som skulle glemmes. Ikke glemme floderne i ørerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Når du siger mit navn, svarer min krop. Afsavn. Udsagn.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Som at lade tungen føle, slynge, smage. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Bag træerne.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Når min krop. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et genert rum, et intimt rum. Som nu i morges: Du kan være. Jeg er på den anden side af havet. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Luften og jordens sange. Kan jeg skrive sådan? At tale var blevet uoverskueligt. Det dybeste af alt er huden? Solstorm. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ilden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Det gør noget. Jeg skriver dagen igang, stille. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Ikke søge ly. Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mørket kaldte vi bare for mørket. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Alting ligger bag alting.

Intet, jeg modtog intet. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Provinsen og gågadens sange. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bøgerne varslede en kommende tid. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.