Rifterne, rifterne. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Hvad skulle glemmes? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Oplæsning for intetheden. Et brev. I hver med mig videre. Et sted, forsigtigt. I sollyset, en ædelsten.

De yderste kyster, en grøn sten. Der løber ord ud af min hud. Hvad?

Om overfladen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Sådan er det. Farvede et sår i dit første ord.

Er det? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Brev i april. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Du må ikke forsvinde. Afsavn. Udsagn. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Jeg var nøgen. Mørket kaldte vi mørket. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Dine sætninger.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du siger noget om solen. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Farvede ordene milde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Snestorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Et sted, forsigtigt. Om andre byer, andre verdener. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg læste dine linjer Jeg, den skrøbelige sandhed. Vi i det glitrende. Vi, bag øjnene. Er du på den anden side af havet?

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Der var noget som gled med videre.

Og ord, og ord, og. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.