Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvem var det, der skrev: Bøgerne var de eneste. Afsindighed. Udsalgsvarer. Hvad vil disse knuste sætninger? En regning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Intimiteten i skriften Stjernekontinent. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vidste du det? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ilden. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bøgerne tegnede deres egen retning. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var ikke markerne jeg kom fra. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Der hang figner henover udsigten.

Jeg er på den anden side af havet.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Dette langsomme blik imod stenene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Et genert rum, et intimt rum. Sådan noget. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Har vi de samme øjne? Ikke glemme floderne i ørerne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hvad skulle glemmes? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Jeg skrev intet ned i den periode. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ord. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Tågen i skovene i udsigten. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg skriver dagen igang, stille. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. At tale var blevet uoverskueligt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene